18. marts 2022 – Fridag med sol og vind blev vekslet til sølvtøj.
Jeg havde snuppet en velfortjent fridag, som skulle bruges til lidt alenetid på kysten.
Jeg kom til et af mine hotspot kl. 10. Solen skinnede og der var drivende skyer. Vandet var ginklart med lette krusninger. Vinden var 4-5 meter i sekundet fra sydvest. Perfekte betingelser efter min mening. Det passede netop til denne plads.
Jeg var omklædt hjemmefra og fluestangen var rigget til. Så jeg blev hurtigt klar til fiskeri.
Jeg fiskede fra parkeringspladsen og langs vandet ca. 2 km ned langs kysten. Da jeg kom til et at min favoritspot skiftede jeg til fluen Brenda. Den havde lidt mere vægt.
Mens jeg skiftede til den, kunne jeg i øjenkrogen se at der var nogle som hvirvler som tydeligvis ikke var tang eller sten.
Jeg fik hurtigt bundet fluen på. Første kast gik ikke så godt. Min runningline kludrede lidt. Mens jeg fik det rettet, kunne jeg igen se en hvirvl lidt længer væk … ca. 5 meter længere til venstre. Jeg listede mig nærmere og lagde fluen ud efter et par blindkast. Det skete intet. Et kast mere. Igen intet. Øv den var nok svømmet væk. Jeg tog for en god ordens skyld et sidste kast. Det rev lidt i linen. Ligesom hvis jeg havde ramt en tangplante. Igen det samme … et lille riv i linen. Jeg besluttede, at giv tilslag hvis det skete igen. Tanken havde næppe sluppet før det skete. En lille havørred havde nappet fluen. Den blev hurtig trukket ind og frigjort fra fluen. Et hurtigt foto og så kom den ud igen. Dejligt.
Jeg fiskede lidt mere på pladsen. Det kunne jo være at den gik sammen med flere havørreder. Efter ca. 10 kast i flere retninger gik jeg på land og tog en pause. Jeg sad og nød solen i næsten en halv time. Rejste mig og gik mod bilen. Jeg nåede ca. 20 meter, så vendte jeg om og gik næsten 2 km tilbage igen. Jeg havde masser af tid jo. Så jeg kunne lige så godt tage en tur mere og fiskede hele vejen tilbage mod bilen.
Det blev ikke til mere. Men hold op den dejlig fridag. Jeg kørte mod Hasselager igen, glad og mæt på oplevelserne. Batterierne var igen ladet op.