6. september 2020 - Eftermiddagstræk på kysten gav fin havørred.
Jeg var lidt bagud i haven. Et stykke ligusterhæk skulle tyndes ud, så Jørgen kom og hjalp mig færdig. Genbrugspladsen blev besøgt et par gange. Inden turen turen gik til Djursland, fik vi da også lige varmrøget den sidste havørred fra fryseren.
Nu var tiden kommet til at fange en eller to havørreder til næste session med røg i ovnen. Vi kørte kl. 14.30 og landede på aftalte hotspot kl. 15.30 og gik hurtigt til vandet. Planen var, at fiske nogle timer inden det blev mørkt. Vi havde taget både spin- og fluestængerne med. Vinden var kraftig fra forkert side, så vi startede ud med spin.
Efter en lille halv time fik jeg til min store forbavselse en hornfisk på. Den genudsatte sig selv helt inde, det var nu fint nok. Efter et kvarter mere havde jeg endnu en hornfisk. Jeg besluttede at tage den med hjem til røgovnen, så den fik en slag og blev lagt på land.
Der gik yderligere en time, så fik jeg en havørred, der dog ikke holdt målet. Jeg råbte til Jørgen, at den ikke holdt mål. Han råbte tilbage, at det troede han nu nok den gjorde. Jeg kikkede overbærende på ham ... og måtte lige vende hovedet en ekstra gang. Han havde et stort smil på læben fordi hans stang fleksede. En ganske fin havørred havde taget wobleren. Den blev nettet efter en del spring og udløb. Målebåndet viste 52-53 cm. Den kom derfor med hjem til gryden.
Vi fiskede lidt videre inden kaffen og et par gifler blev indtaget på stranden. Vi gik til vandet igen. Det kom nogle store bølger, så vi måtte hoppe lidt. Inde på stranden sad en familie og grinte af os. Det gjorde de nu ikke længe ... de næste to bølger var endnu større og hele deres planlagte picknick blev meget våd og de røg ud til alle sider. De fortrak hurtigt fra pladsen efterfølgende ...
Ud af det blå fik jeg en havørred på igen. Den valgte dog at genudsætte sig selv. I kastet efter fik Jørgen samme oplevelse. Vi tog en sidste kop kaffe. Næste træk blev kort, da jeg frøs. Så vi gik til bilen for at klæde om og køre hjem. Hjemme fik vi lige smagt på den havørred vi røg i ovnen til middag.
En fantastisk dag på mange parametre.