14. februar 2021 - Solen skinnede Djursland lystigt op
Afsted afsted. Længe siden vi havde været på kysten. Jørgen og jeg tog en hel dag ved kysten på Djursland. Vi startede ud på Syddjurs, hvor vi besøgte en plads, som vi godt kendte, men som vi sjældent fiskede.
Vi så is på vandet flere steder på vej til pladsen. Da vi kom til “vores sted” var der heldigvis isfrit og selvom vinden var lidt skæv, så var den ikke kraftig. Vandet var ginklart og der var krusninger på vandet. Perfekte forhold. Nu skulle solen bare sørge for at varme vandet lidt op, der hvor den mørke bund var.
Jeg valgte fluestangen som førstevalget og Jørgen tog sin spinnestang. Jeg havde fået en ny flue med fra knægten ... Brenda børsten. Den skulle testes.
Kaffen og rundstykker blev fortæret inden vi gik i gang. Mens det foregik kom der en far med sin søn ned til vandet. Vi tog en fin snak om fiskeri og knægten glædede sig tydeligvis til at komme i gang. Hans små PVC waders og størrelse mindede mig om dengang jeg tog Christian med til kysten for første gang.
Vi fiskede strækket i 1-2 timer uden held, mens vi sad og sludrede over en kop kaffe kom endnu en far med sin teenager søn. De havde lidt kendskab til pladsen og gik i gang med det samme.
Vi valgte at vende bilen mod en af vores mere kendte pladser. Vi hoppede hurtigt ud af bilen og jeg tog denne gang spinnestangen med. Planen blev at affiske et større stræk. Først gå langt ud og så fiske “hjem til bilen” igen. Det tog en time. Ingen havørreder ville noget, så vi besluttede at gå til bilen og kørte lige så stille mod Aarhus igen.
På vej hjem drejede vi forbi Roldsøgaard. Der var is på bugten. Vi stoppede og tog nogle fantastiske fotos, blot fordi vi kunne.
Dejlig dag ved vandet med fiskemakker ... der skal ikke gå lang tid før vi skal afsted igen.