27. marts 2019 – DRØMMEFISK - ny PR havørred på flue - 7,4 kg og 88 cm
Min fridag blev vekslet til en tur på kysten sammen med Christian. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Jeg havde aftalt med Christian, at hente ham fra skole. Inden han nåede i skole i morges tikkede en SMS ind fra hans lærer, at han var syg. Det betød, at vi kunne komme lidt før afsted.
Vi ankom til fiskevandet ca. kl. 11.30. Her fiskede vi et kendt stræk af. Der var slet ingen kontakter i den time vi fiskede. Vi gik derfor til bilen og kørte videre mod næste spot. Da vi ankom til pladsen var jeg først ved vandet. Christian gik videre for at fiske et nærliggende rev af. Jeg lavede 1-2 blindkast for at få fluen og line klar. Så tog jeg et par skridt i vandet og lavede det første kast. Det dobbelttræk skulle vise sig at blive det sidste i dag. Fluen, en pink hjemmelavet reje, landede i vandet med strakt forfang. Et træk, så sad fluen fast eller? Det kom nogle voldsomme ryk i min 9 fods #7 fluestang. Jeg kunne hurtigt mærke helt ned i korken, at det var en god havørred. Jeg råbte derfor på Christian, som måtte løbe tilbage langs kysten. Havørreden tog et kæmpe spring af vandet, hvor den stod på halen helt lodret. Christian smed fluestang og linekurv og løb hurtigt over til mig, mens han råbte ”fuck en fisk”. Så startede en sand fight. Havørreden tog mindre udløb, men ville hellere springe ud af vandet hele tiden. Den var helt fri at vandet 8-10 gange. Det var lidt uden for min kontrol. Heldigvis havde jeg Christian til at dirigere. Han sendte mig på land og jeg fik kontrol over fluelinen. Vi kunne hurtigt konstatere at begge vores net var for små. Efter flere spring og gloser igennem luften fik vi dannet fælles front og fik havørreden kanet på land i stedet. Så kunne jublen bryde løs. Hold op hvor der blev råbt og skreget. Havørreden blev vejet i nettet og målt. Jeg havde igen fået ny PR på flue. Havørreden vejede 7,4 kg og var 88 cm (kontrolvejet hjemme) – den slog min 2 år gamle rekord på 4,65 kg. En rekord jeg egentligt havde troet ville stå i mange år eller for evigt. Vi gik til bilen der blev vendt mod Grejbiksen i Trige. Havørreden skulle da lige vises frem på hos vores lokale favorit grejpusher. God opvarmning til Fjord til Fjord konkurrencen som løber af staben 26.-28. april 2019. Læs mere her >> fjordtilfjord.dk
Havørreden blev taget på 9 fod klasse 7 fluestang. For enden af forfanget
sad en pink rejeflue bundet af min søn Christian Rohde.
Da vi rensede havørreden kunne vi konstatere at den ikke havde noget
i maven.
Knægten sagde til mig da vi kom hjem:
"Tænk i morgen når du vågner far, så bliver du trist, for du kommer aldrig til
at fange sådan en havørred på kysten igen"
Det tror jeg han har ret i :o)