13.-15. marts 2015
I weekenden var Christian og jeg på tur med Islynene en tur til Ebeltoft i sommerhus. Dagene skulle bruges til at fange de eftertragtede havørreder. Alle deltagere ankom i løbet af fredag aften. Der var stor gensynsglæde. Det var længe siden. Juniorerne fandt hurtigt vej til vandet, mens der blev pakket ud i sommerhuset. Det blev til en god times fiskeri. Havørreder fik lov til at vente til lørdagens fiskeri.
Aftenen blev brugt til fluebinding, planlægning af de næste par dages fiskeri. Tidevandstabellerne blev kikket igennem og vindretningen tjekket en ekstra gang. Og der blev ikke mindst råhygget.
Lørdag morgen ringede uret kl. 6.00 og efter et hurtigt morgenmåltid, fordelte vi os i de tre biler vi havde med. Planen var at fiske forskellige steder og udveksle spots over telefonen. Mange pladser skulle prøves af.
Spinnefiskerne ville først prøve yderkysten og fluefiskerne skulle fiske spots hvor vind og vandstand passede. Anders tog spinneholdet med Magnus og Jeppe Dreyer. Torben havde flueholdet med Christian, Oliver og Jeppe Laursen. Carsten kørte med Jeppe Bøgh Rasmussen, som var med på turen som fluebindeekspert.
Spinneholdet lagde hårdt ud. Magnus vandt en flot gul pattegris for den første havørred på land fanget af en junior.
I Torbens bil fandt de havørreder på nummer to spot. Christian fangede tre havørreder, Oliver fik tre og Jeppe Laursen fik en havørred.
I løbet af formiddagen blev der landet ikke mindre end elleve havørreder. De otte blev fanget af juniorerne. Jeg selv fangede to havørreder, som blev genudsat. Desværre mistende jeg en rigtig god fisk også.
Vi mødtes til frokost ca. kl. 13 og tog en slapper inden det gik løs igen.
Senere på eftermiddagen kørte vi afsted igen. Denne gang var vinden taget lidt til. Alligevel lykkes det at fange yderligere tre havørreder. Vi sluttede fiskeriet ca. kl. 18.30.
Om aftenen blev der igen råhygget. Jeppe Bøgh var med for at undervise drengene i fluebinding. Den sikre børsteormsimitation ”THE ONE WORM” blev bundet og spundet, så der var materialer over det meste af stuegulvet. Resultatet var nogle flotte eksemplarer, som skulle bruges til søndagens fiskeri.
Resten af aftenen blev brugt til afslapning og hygge. Juniorerne gik forholdsvis tidligt i sent. Der var nemlig højvandet tidlig næste morgen.
Søndag ringede uret igen kl. 6.00. Oliver, som om fredagen kom direkte fra Aalestrup NaturEfterskole, valgte at blive i sengen. Formiddagen var ikke lige så gavmild, som gårdsdagens fiskeri. Men der blev da landet to havørreder mere.
Vi mødtes igen kl. 14 til frokost og oprydning. Inden vi skiltes blev der naturligvis taget et gruppebillede.
Den lyserøde UV pattegris gik til Carsten for arrangementet og Christian fik en sponsorgave fra Grejbiksen i Trige (veludrustet flueboks), for sit gode humør og underholdende indslag.
Vi var alle enige om at denne forårstur til kysten også gerne må blive en tradition.
Tak for den store forældreopbakning. Mødre der havde bagt boller, kage og givet juniorerne andet godt med til os.