Copyright © flueinakken.dk

Djursland


22. april 2019 – Djursland gav 2 stk. havørreder


Jørgen og jeg havde aftalt at køre en tur til kysten. Kl. 9:30 kørte vi fra Hasselager mod fiskevandet på Djursland.


Det blæste en frisk vind på første hotspot. Vi gik til vandet for at fiske pladsen igennem. Jeg kunne kort tid efter nette en havørred omkring målet. Den fik friheden igen. Det blev til et enkelt nap mere inden madpakken blev fundet frem. En kop kaffe senere gik vi igen til vandet. Desværre var det blæst op. Og da jeg desværre ikke havde spinnestangen med, valgte vi at skifte plads.

Vi kørte lidt rundt for at finde et godt sted. Det var ikke helt nemt. Vinden var ifølge vejrudsigten på DMI Syd-Øst eller fra Øst. Ikke det bedste på Djursland. Vi var 2-3 forskellige steder inden vi tog plads ved et velkendt spot.

Jørgen gik til vandet og kastede løs. Jeg tog et par kast samme sted. Kort tid efter spolede jeg fluelinen op på hjulet igen. Jeg ville længere væk fra pladsen. Da jeg skulle til at gå, så jeg, at der var fisk der legede i overfladen. Den viste sig flere gange. Jeg rev hurtig noget flueline af hjulet og kastede. Jeg råbte til Jørgen at det var fisk i farvandet. Det havde han dog allerede set og mærket, for der sad en havørred for enden af hans flueline. Den huggede på fluen i det samme jeg råbte. Havørreden blev hurtigt nettet. Vi anslog at den var omkring målet. Den fik friheden efter et hurtigt foto. Vi fiskede pladsen af, inden vi igen vendte bilen mod Hasselager.

Det var en dejlig tur ved vandet i rigtig godt selskab.