27. marts 2018 - Syddjurs efter havørreder til Bliv NaturligVis

Flueinakken.dk

"Kun døde fisk flyder med strømmen"

Djursland

 

27. marts 2018 – Frisk tur gav 2 stk. havørreder

 

Dagens tur gik til kysten for at samle et par havørreder op til næste Bliv NaturligVis aktivitet. Jeg tog turen alene, da Christian allerede havde en anden fiskeaftale med Jeppe Dreyer. Jeg ankom til fiskevandet ca. kl. 11.00 og kunne konstatere at jeg havde læst vinden rigtigt, men desværre havde glemt at tjekke tidevandet. Det var meget lavvandet. De normale spots var blottet. Jeg valgte at tænke kreativt og startede med at fiske hele stykket langsomt igennem. På den måde kunne jeg måske finde havørrederne på andre spots, end dem jeg havde som favoritter. Det skulle vise sig at være en god ide. Efter ca. 45 minutter fik jeg det første hug. En OK havørred kom i nettet. Den var 43 cm. Blank. Den blev gokket og lagt i fugtig blæretang. Jeg sendte hurtigt den pink rejeflue ud igen. Det resulterede i en ligeså blank havørred. Den manglede dog et par cm. Den fik friheden igen. Fighten havde resulteret i lidt kludder på forfanget. Da jeg endelig efter ca. 15 minutter forsøgte mig igen var stimen trukket videre. Lidt øv. Jeg gav pladsen endnu et skud på begge sider. Efter en time faldt vinden til nul. Vandet var stadigvæk lavt. Nu var det nærmest som at fiske i et lavtvands akvarium. Det var lidt for kedeligt. Jeg gik til bilen for at køre hjem. På vejen hjem stak jeg lige forbi Jægerforbundets hus og afleverede nogle papirer. En hurtig kop kaffe med Henrik og så var det i bilen igen. Bilen ville dog ikke rigtigt til højre mod Hasselager. Den ville mod fiskevandet igen. Jeg kom i tanke om en plads som var god, når vandstanden var rigtig lav. Den måtte lige have et skud med fluen. Jeg fiskede et stræk igennem på ca. 1,5 km og mærkede en enkelt havørred. Det røg desværre af efter 4-5 sekunder. Ellers ingenting. Jeg gik mod bilen og valgte på turen hjem at tage i kop kaffe i Grejbiksen. Dejlig dag – længe siden at jeg havde været afsted. Det bliver måske til at par gange mere her i påsken, hvis ellers vejret vil. Lidt varme vil gøre godt.