Gaula - Frostfly vald


10. -18. august Gaula i Norge – Frostfly Vald med fiskemakker


I flere år havde jeg ønsket at komme på laksefiskeri i Norge igen. Det var ti år siden jeg sidst havde besøgt Bjerkreims elven. Jeg fik muligheden i efteråret da Laura Lykke Mathiasen, certificeret 2 hånds kasteinstruktør, lagde et opslag op på Facebook. Jeg slog til med det samme. Jørgen, min fiskemakker, sprang også til og tilmeldte sig turen.

Hele vinteren glædede vi os. Vi kunne nok regne ud at vores gamle grej ikke slog til. Jeg valgte derfor at sælge alt mit gode gamle 2 hånds fluegrej fra Loop for at starte på en frisk. En rund fødselsdag hjalp heldigvis til og jeg gik på jagt efter nyt fluegrej. Jeg søgte råd og vejledning hos Zpey. Her fandt jeg hurtigt det jeg søgte. Det fede var, at jeg kunne prøve grejet ved fiskevandet i Skjern Å. Valget faldt på en Zpey Ztealth 12,8 #8 2-hånds fluestang med tilhørende nyt hjul og nye liner. Jeg er ikke en ørn til at kaste med 2 hånds, men blev heldigvis hjulpet af det nye grej. Det blev testet et par gange ved Skjern Å inden afrejsen til Gaula.


I foråret inviterede Laura alle deltagere i turen til Varde Å. Vi mødtes for at fiske og planlægge mad og kørsel mv. Et genialt træk, for så lærte vi hinanden at kende, inden vi skulle afsted med færgen til Norge. Hun havde også inviteret Kenny Frost, som fortalte omkring elven vi skulle fiske i. Et spændende foredrag.


Ugerne gik, og endelig. Fredag den 10. august kørte Jørgen og jeg fra Hasselager mod Hirtshals. Bilen var pakket til bristepunktet. Mest med grej. Selvfølgelig også med det antal øl mv. man måtte have med til Norge ”plus det løse”. Der var stor gensynsglæde da vi mødtes med de andre og vi satte hurtigt den sidste kurs i tre biler mod færgen i Hirtshals. Den var desværre forhindret i at sejle ind i havnen på grund af storm, så vi måtte vente ekstra 4 timer inden afgang. Det betød at vi måtte køre hele natten. Heldigvis startede vores fiskeri først fra kl. 12, så vi mistede kun lidt tid, da vi valgte at sove efter ankomsten til Logden ved Frostfly vald.


Det blev til et par forrygende dage ved elven. Det havde lige regnet, så der var kommet en flom samtidig med at vi ankom. Det var bare lækkert, fordi der havde været meget varmt i Norge og ingen vand i elven rigtig længe. Fiskeriet havde endda været helt lukket inden vi kom. Heldigvis var der åbnet igen. Med regnvejret kom vandstigningen i elven  og fisken fulgte efter.


Jeg kan snart ikke huske dagene fra hinanden. Det blev en hel uge med masser af indtryk, oplevelser, natur, grin og lidt tårer når der blev tabt laks. Både Jørgen og jeg fik kyndig instruktion af Laura. Allerede ved de første lektioner skete der mærkbar forbedringer. Hvilket betød, at jeg kunne fiske efter laks allerede fra første dag. I løbet ugen blev der rettet flere småting, så mine fluekast kørte endnu bedre.

Laura havde sørget for at vi delt op i hold med 2 mand på hver. Elven delte hun i fire zoner. Vi byttede 3 gange i døgnet. På den måde fik vi alle en tur hen over de gode stræk flere gange om ugen. Det fungerede rigtigt fint.


Jeg tog afsted med forventning om at blive bedre til mit fluefiskeri med 2 håndsfluestangen (læs = starte forfra). Det blev jeg (føler jeg da selv). Jeg fik banket en del rust af. Jeg er stadigvæk ingen kasteørn, men ved nu, når jeg laver fejl og kan rette op i næste kast. Selvfølgelig håbede jeg også på en laks. Det ville være en fed bonus. Heldigvis nåede jeg at opleve en god laks i 3-4 minutter, da en god hunlaks på anslået 80-85 cm bed på fluen. Efter lidt fight røg den desværre af. Ærgerligt, men den skulle alligevel have været retur, da hunlaks er fredet i Gaula. Jørgen havde et hug allerede første dag. Den røg desværre også af.

Der blev fanget fire laks på turen, som alle blev genudsat. Flere laks blev mistet. Alle deltagere havde fået en ordentlig en på opleveren.

Jeg har i ugen efter turen gået med et lille smil på læben. Det er bestemt ikke sidste gang jeg skal til Norge eller udlandet for at fiske igen. Jeg har også været noget brugt i min krop. På trods af solide sønderjyske måltider hver aften, havde jeg tabt et par kilo.


Der skal lyde en stor tak til Susanne, Kim, Bendix, Kenneth, Casper, Jørgen og ikke mindst Laura. I var sgu dejlige at være sammen med. Det var en helt igennem skøn tur. Proffesionelt arrangeret af Laura hele vejen igennem.


Anbefaling af >> Flyfishing by Laura Lykke Mathiasen <<

Jeg kan klart anbefale Laura som instruktør og underviser. Hendes pædagogiske tilgang og faglige evner til at lære fra sig har jeg haft fornøjelsen af i en uge ved Gaula på Frostfly Vald. Mine evner som 2-hånds fluefisker blev mærkbart forbedret på grund af Laura og jeg oplevede at kunne fiske vandet fra morgen til aften. Turen som hun arrangerede klappede fra start til slut. Lige fra guidning ved fiskevandet til planlægning af hele turen til Norge. Inden vi drog til Norge mødtes vi alle til informationsmøde og fiskeri i Danmark. Et helt igennem genialt træk. På den måde kendte vi hinanden allerede på færgen fra Hirtshals. Tak for en fantastisk oplevelse Laura. Seks stjerner herfra 🌟🌟🌟🌟🌟🌟



Fotos er enten taget af mig eller en af de andre deltagere.