Copyright © flueinakken.dk

Århusbugten


24. august 2017 – Gode fede havørreder til Jørgen – vandgang til mig


Endelig fandt fiskemakker Jørgen og jeg et hul i kalenderen. Aftentur på kysten. Vi kørte afsted kl. 17 og var klar ved vandet ca. kl. 18.00. Vi havde hjemmefra planlagt at tage både fluegrejet og spinnegrejet med. Så var vi garderet. Vinden bestemte, at vi først skulle gå med spin. Vi havde pakket fluestænger på rygsækken. Planen var at fiske aktivt over et langt stræk for at finde havørrederne.


Efter en times fiskeri fik Jørgen et godt hug på gennemløberen. En god fed havørred på 46 cm blev nettet. Den skulle med hjem. Jeg fiskede op til ham og heldigvis havde han en gennemløber mere magen til den som han gik med. Den fik jeg til låns. Jeg spurgte hvordan han fiskede. Han lavede ganske korte kast mod vinden. Mens han viste mig teknikken huggede endnu en havørred. Den blev nettet og målt til 49 cm. Den var også ganske fed. To gode spisefisk til Jørgen. Super dejligt. Jeg måtte i gang. Efter ca. 20 minutter besluttede vi at gå på land for at få en kop kaffe. I det samme kom Jonas forbi. Vi fik en sludder inden han gik videre.


Mørket begynde at trænge sig på. Næste stræk skulle fiskes. Jørgen satte kursen og jeg fulgte efter et stykke tid. Jeg besluttede efter et stykke, at vende tilbage til pladsen fra før hvor Jørgen havde fisket. Det kunne jo være. Efter ca. 10 kast skete det. Et muligt hug. Jeg trådte et skridt til højre og ville give modhug. Desværre havde jeg ikke set  at jeg stod klods op at en stor sten lige under overfladen. Jeg røg halvvejs i baljen. Øv. Det var første gang i over 30 år det er sket. Rigtig øv blev det da jeg havde fået vand i mine vaders. Min mobil dødede desværre. Nu var det så spændende mine bilnøgler havde taget skade. Jeg kunne hurtigt konstaterede, at mit kamera ikke havde fået vand.Vi pakkede og gik den lange tur tilbage til bilen. Heldigvis virkede nøglen. Vi kunne køre hjem.

Super dejlig aften. Vi var mætte ovenpå turen. Dejligt at Jørgen havde held i sprøjten, når jeg ikke kunne. Måske jeg skal konvertere til UV jæger.