Copyright © flueinakken.dk

Grindsted Å med Islynene


31. maj 2015


Fantastisk tørflue- og nymfetur til Grindsted Å med Islynene. Stallinger, bækørreder, masser af aktion og ikke mindst pæne fisk på land. 3 nye personlige rekorder til drengene.


I dag har Christian og jeg været med Islynene på besøg hos Jeppe Bøgh. Fiskeriet skulle forgå på hans hjemmebane ved Grindsted Å, hvor der skulle fiskes efter bækørreder og stallinger.


Desværre var vi ikke så mange juniorer denne gang. Der var flere afbud på grund af forberedelse til eksamener og sidste skoledag mv. Alligevel valgte vi at gennemføre. Det skulle vise sig at være en god beslutning.

Præcis kl. 10.00 mødtes vi hjemme hos Jeppe Bøgh. Efter en varm velkomst af små hundehvalpe på kun 11 uger, tog vi afsted til første stræk. Det var næsten street fishing. Åen løber gennem en eng midt inde i byen. Vi startede fiskeriet samtidig med ca. 1.000 motionsløbere. Det var lidt sjovt.

Jeppe Bøgh guidede os gennem opstrøms- og nedstrøms fiskeriet inden vi gik i gang. Efter demonstrationen fordelte vi os langs med åen. Vind- og vejret gjorde at nymferne blev foretrukket. Og vi valgte først at fiske opstrøms.

Jeppe Laursen fik efter ca. 45 minutters fiskeri et godt hug. Det var en god stalling, som blev målt til 40 cm. En rigtig flot ny PR idet det var Jeppes allerførste af slagsen. Efter en hurtig fotosession blev den naturligvis genudsat.

Det lykkes undertegnene at få fast fisk. En pæn stalling. Det andre kom til og så fisken. Den skulle blot nettes. Men ak den gik fri af fluen inden den nåede i nettet. ØV – jeg har fortsat min første stalling tilgode. Bedre gik det for Anders Almskou. Han fangede hele 3 stk. stallinger i samme sving (også hans første af slagsen). Jeppe Laursen fik lige en stalling mere inden vi efter et par timers fiskeri valgte vi at gå til bilen.

På første stykke havde alle set og mærket flere fisk og haft adskillige tilbud til fluen. Vi kørte til næste stræk ved åen. Inden da blev der fortæret det par medbragte madpakker. God start på dagen.

Næste stræk gav en enkelt stalling til Christian Rohde. Også hans første af slagsen. Ny PR på 30 cm. Desværre var der ikke flere af os, som fik fisk på dette stræk.

Så var det ellers planen af stoppe. Klokken nærmede sig det fastsatte sluttidspunkt kl. 15.00. MEN fiske iveren og dagens aktiviteter havde givet blod på tanden. Vi valgte derfor at køre til zone 5 ved åen.

Pladserne blev hurtigt fordelt. Christian og Jeppe L. gik sammen nedstrøms for at fiske opstrøms tilbage til parkeringspladsen. Jeppe B. og Anders gik opstrøms med det samme. Det skulle også senere vise sig at være et godt valg. Jeg blev ved bilen og tog en slapper.

Da Jeppe L. og Christian nærmede sig kunne jeg høre Jeppe brøle ”Rohde”. Han havde fast fisk igen. Denne gang en rigtig flot bækørred på anslået 35 cm. Hold op den var flot i tegninger og farver. Mætte på oplevelser og en hel dag i til tider hård vind klædte Christian og Jeppe L. om og satte sig for at hygge i bilen.

Lidt senere kom Anders og Jeppe B. Denne gang var Jeppe B. heldigvis også kommet på tavlen med en stalling. Anders have fanget 2 bækørreder.

Dagens tur var næsten slut. Vi kørte hjem til Jeppe Bøgh. Her sagde vi farvel og på snarligt gensyn med hinanden. Næsten alle havde fanget stallinger. Det blev til 7 stk. i alt og der blev landet 3 stk. bækørreder.

Det havde været en dejlig å-tur med juniorerne. Masser af aktivitet, tilbud og ikke mindst stallinger og bækørreder ”på land”.