8. marts 2014 - Ebeltoft Vig

Flueinakken.dk

"Kun døde fisk flyder med strømmen"

Christian med den flotte nye PR på 53 cm. Copyright © flueinakken.dk

Ebeltoft Vig


8. marts 2014


Christian og jeg havde hele ugen planlagt, at vi ville lave en far/søn dag ved kysten efter havørreder.

Vi stod derfor tidligt op og smurte madpakker og pakkede grejet i bilen. Vi ankom dog først ca. 9.00. Christian gik ivrigt i forvejen. Jeg mødte en flink medfisker, som jeg havde talt med på en af vores tidligere ture. Vi talte om løst og fast omkring fiskeriet og ikke mindst om det affald, som flere folk smider på stranden.

Lidt efter gik jeg efter knægten. Jeg lavede en form for basecamp med kogegrejet og gjorde klar til fiskeriet. Knægten havde næsten været et helt godt stræk igennem, da jeg begyndte fiskeriet. Jeg nående at kaste 2-3 gang. Så havde Christian fast fisk. Havørreden fightede rigtigt fint. Den var 53 cm. En lykkelig dreng kunne konstatere, at han havde sat endnu en ny personlig rekord (PR) på under en uge. FLOT.


Lidt senere fiskede vi et nyt stræk af. Jeg fik en lille havørred under målet, som blev genudsat. På et tidspunkt fik Christian alvorligt kludder med skydelinen. Jeg kastede min flue ud og gav ham stangen og tog hans fluestang. Christian trak et par gange i linen, så var der bud efter fluen. I næste kast et "pluk på fluen" mere. Jeg fik hurtigt udredt hans skydelinie og vi byttede fluestænger igen. Vi så flere pæne fisk køre rundt i overfladen. Der var en hel stime. Vi stillede os helt tæt sammen og forsøgte at ramme dem. Vinden drillede lidt. Christian fik pludselig fast fisk og mens jeg stod et par sekunder og nød øjeblikket fik jeg også en fast fisk. DOBBELT HUG af far og søn. Det var skønt. Christians havørred gættede vi til at være omkring målet - den blev genudsat. Jeg gokkende hurtigt min havørred på 50 cm for at fiske videre.

Vi fiskede videre et par timer inden vi aftalte at køre hjem. Jeg tog lige et sidste par kast. Desværre mistede jeg en god havørred på ca. den samme størrelse som jeg havde gokket tidligere. Det var lidt ærgeligt. Mest af alt, fordi jeg kunne have udlignet FAR/SØN "Årsdysten i Havørred 2014". Nu var jeg fortsat bagud med een havørred.

Vi pakkede og kørte en tur rundt på Djursland og så efter interessante nye hotspots. Endnu en rigtig god dag - 4 stk. havørreder på land - 2 stk. til hver.